Menu Content/Inhalt
Hjem arrow Nyheder arrow Webressourcer, m.m. arrow Digitalisering af københavnske vejvisere
Digitalisering af københavnske vejvisere PDF Udskriv E-mail

Sample Image

Københavns kommunes biblioteker er gået i gang med at digitalisere de københavnske vejvisere, en elsket kilde for mange slægtsforskere. Indholdet vil i første omgang være digitalisering af hver femte årgang i perioden 1770-1900, ialt ca. 16.500 sider. Baggrunden for det nuværende projekt er et mål om - på langt sigt - at digitalisere vejviseren i sin helhed.

Formålet med projektet er at få digitaliseret et så stort antal vejvisere, at der er kritisk masse i forhold til at afprøve brugeres medvirken ved korrekturlæsning og til at afdække behovet for vejviseren i ind- og udland ved hjælp af brugsstatistikker. Dette projekt løber september 2007 til marts 2008.

Kiøbenhavns veiviser/Kraks vejviser er udkommet siden 1770 og er verdens ældste eksisterende vejviser. Oplysningerne i vejviserens person- og navneregister er af stor værdi for slægtsforskere og andre med historiske interesser og oplysningerne har landsdækkende interesse. Projektet vil være et stort bidrag til at fremme formidlingen af dansk digitaliseret materiale også til folkebibliotekernes målgrupper. En komplet udgave af vejviseren findes os bekendt ikke mange steder. Der eksisterer en mikroficheudgave at de årgange, som er vanskeligst at få fat i, men denne form er ikke særlig brugervenlig og kan frem for alt kun benyttes på stedet. Vi forventer, at en digitaliseret udgave også kan have interesse for eksempelvis slægtsforskere uden for Danmark, som på denne måde får nem adgang til oplysningerne. Vejviseroplysninger er af stor betydning for slægtsforskeren – den almindelige private person, som ønsker at efterforske sin slægt. I Københavnsområdet kommer folk typisk på bibliotekerne, Stadsarkivet, Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland. En meget stor del af henvendelserne til Rigsarkivet/Landsarkivet drejer sig om slægtsforskning. Vejviseroplysningerne er endvidere af stor interesse for den alment historisk, erhvervshistorisk og kulturhistorisk interesserede.

Det planlægges, at brugere af vejviseren skal kunne foretage korrektur i lighed med det svenske Runeberg projekt. I Runeberg Projektet foregår dette ved, at brugeren fra en faksimileudgave læser korrektur på den tekst, som er lagt ud som webside, og hvor fejl kan være opstået. I projektperioden skal teknikken til brug ved korrekturlæsning bringes i anvendelse. Desuden skal det undersøges, om der er basis for at inddrage frivillige i korrekturlæsningen i struktureret form, for eksempel i samarbejde med de lokalhistoriske arkiver.

Københavns Kommunes Biblioteker



 
< Forrige   Næste >